Python kræver en computer, hvor du selv kan installere programmer på. Det betyder, at du i øjeblikket ikke kan deltage i en workshop med Python, hvis du kun har en Chromebook.
I Scratch er du vant til at alt kører samme sted. I Python er kodeværktøjet opdelt i:
Python – maskindelen, der gør det muligt at køre Python på computeren
Editor – hvor du kan lave dine projekter og teste dem
Scenen – hvor du kan se resultatet. Den hedder lidt forskelligt afhængig af hvilken editor du bruger.
Terminal – hvor du kan installere biblioteker med yderligere funktioner.
Sådan installerer du Python på computeren
Det første du skal gøre er at tjekke, om Python er installeret på din computer og hvilken version det er. Mine opskrifter er lavet til Python 3.12. Men opskrifterne burde også virke til en nyere version. Får du problemer, skriv til mig, så laver jeg en ny opskrift.
Hvis du har en Windows-computer
Åbn en terminal, hvor du kan skrive en kommando. Du kan finde den igennem start-menuen. Skriv python –version og tryk på returtasten.
Hvis din version hedder noget med 2.x.x eller 1.x.x, skal den opdateres.
Hvis du har en MAC-computer
Åbn en terminal, hvor du kan skrive en kommando. Du kan finde den ved at søge efter den.
Skriv python3 og tryk på returtasten. Hvis den melder fejl, skal den opdateres.
Hvis Python skal opdateres
Gå ind på siden https://www.python.org/downloads/ og følg vejledningen for at opdatere Python.
Vælg en editor
Jeg anbefaler Visual Studio Code, som flere professionelle også bruger. Den kan hentes gratis her: https://code.visualstudio.com/download
Når du vælger denne løsning, vil alle dine projekter blive gemt lokalt på din computer.