Seje 3D-printede bogmærker

På skolebiblioteket afholder vi månedskonkurrencer, hvor præmien altid er et 3D-printet bogmærke. Opskrifterne finder jeg flere forskellige steder. Jeg tester opskrifterne herhjemme på min egen PRUSA mk4 printer, inden jeg masseproducerer dem på skolens 3D-printere, som også er samme type.

Jeg bruger dem også selv og til gaver.

Jo mere jeg øver mig, jo bedre bliver jeg og jeg er nu i fuld gang med at lave 2-farvede bogmærker. Der kommer en vejledning til farveskift i PRUSA sliceren senere.

Eksempel på Thingiverse

Thingiverse.com

En fantastisk hjemmeside fyldt med gratis 3D-opskrifter på alt mellem himmel og jord. Jeg vil anbefale dig at lave en gratis konto, hvor du kan oprette samlinger af opskrifter, men du kan også bare downloade filerne med det samme.  Klik på billedet eller overskriften for at se min samling af bogmærker derinde.

Printables.com

Leder du efter noget specielt eller synes du, at der ikke er nok at vælge imellem på Thingiverse? Så kan du finde lidt andre designs herinde. Det er samtidig også et forum for PRUSA-printere. Men har du ikke sådan en, kan du sagtens bruge opskrifterne alligevel. Der er mange gratis opskrifter herinde, men du kan dog også købe opskrifter i Store. Prisen starter ved 5$. Klik på billedet eller overskriften for at se min samling af bogmærker derinde.

Eksempel fra Cult3D

Cult 3D

Endnu en rigtig god samling af opskrifter til 3D-print. Når du søger herinde, finder du både gratis opskrifter og opskrifter med en pris, som starter ved 0,5 €. Til gengæld er der også opskrifter af ekstra høj kvalitet. TIP! Når du har lavet en søgning, kan du se prisen ved at køre musen henover de forskellige søgeresultater. Helt klart også en side, som er værd at besøge, hvis du er på jagt efter en særlig opskrift.

Skriv en kommentar